Medicinrådet vil vurdere lægemiddel til knoglemarvskræft igen

Lægemidlet lenalidomid til knoglemarvskræft skal vurderes igen. Det blev konklusionen på en drøftelse af sagen i Medicinrådet i dag

13. marts 2019

Medicinrådet tager sagen om kræftmidlet lenalidomid op igen og vurderer lægemidlet i ny proces. Rådet drøftede processen for sagen på rådsmødet i dag og konkluderede, at der ikke er sket fejl i sagsbehandlingen. For at inddrage de nyeste data og skabe større klarhed om beslutningsprocessen, har Rådet besluttet at vurdere lenalidomid på ny. Lenalidomid er også kendt under handelsnavnet Revlimid.

- Vi har besluttet at vurdere lenalidomid i en ny proces, fordi der er kommet nye data, som skal indgå i vores vurdering, siger Jørgen Schøler Kristensen, der deler formandskabet for Medicinrådet med Steen Werner Hansen.

Se anbefalingen fra 30. januar 2019 her.

 

Pressekontakt: Kommunikationskonsulent Karen Agerbæk Jørgensen, kaj@medicinraadet.dk eller tlf. 20 61 45 90