Overblik: Det skete der på rådsmødet den 19. november 2025
Medicinrådet tog i alt stilling til fem lægemidler på rådsmødet denne uge. Ét lægemiddel - esketamin – anbefales som standardbehandling efter ny pris og nye data.
21. november 2025
På rådsmødet den 19. november 2025 besluttede Medicinrådet, at lægemidlet esketamin nu anbefales til behandling af voksne patienter med behandlingsresistent moderat til svær depression. Samtidig besluttede Rådet, at fire andre lægemidler ikke anbefales som standardbehandling. Det skyldes enten, at effekten for patienterne er usikker, eller at omkostningerne ikke er rimelige i forhold til behandlingernes dokumenterede effekt.
Voksne med behandlingsresistent moderat til svær depression kan få gavn af esketamin
Nye studier viser, at flere patienter opnår vedvarende bedring af deres depression ved behandling med esketamin end ved den eksisterende behandling. Samtidig viser nye real-world data, at der er mindre grund til bekymringen for lægemidlets misbrugspotentiale.
Læs mere om det her.
Udkast til revideret habilitetspolitik og ny kommunikationsstrategi
Rådet drøftede et udkast til en revision af Medicinrådets habilitetspolitik. Formålet med at revidere politikken er at skabe større transparens og tydeliggøre, hvordan Medicinrådet vurderer habilitet i forskellige sammenhænge. Rådet fortsætter drøftelserne af politikken på et rådsmøde i starten af 2026.
Rådet drøftede desuden et udkast til en kommunikationsstrategi for 2026-2027. Sekretariatet tilpasser udkastet efter Rådets kommentarer.
Oversigt over vurderinger på rådsmødet
Her er en oversigt over de lægemidler, Rådet tog stilling til på rådsmødet:
-
Anbefalet: Esketamin til behandling af voksne patienter med behandlingsresistent moderat til svær depression.
Læs mere om vurderingen her.
-
Ikke-anbefalet: Inavolisib til behandling af lokalt fremskreden eller metastatisk brystkræft.
Læs mere om vurderingen her.
-
Ikke-anbefalet: Daratumumab til behandling af patienter med nydiagnosticeret knoglemarvskræft.
Læs mere om vurderingen her.
-
Ikke-anbefalet: Perioperativ durvalumab til behandling af ikke-småcellet lungekræft.
Læs mere om vurderingen her.
-
Ikke-anbefalet: Tebentafusp til behandling af metastatisk uvealt melanom.
Læs mere om vurderingen her.