Gå til hovedindholdet

Efter nye data og lavere pris: Nu anbefaler Medicinrådet esketamin til svær behandlingsresistent depression

Esketamin kan være effektivt til at behandle voksne patienter med svær depression, som ikke har gavn af de eksisterende behandlingsmuligheder. Det viser nye data, der sammen med et nyt pristilbud har banet vejen for, at Medicinrådet nu anbefaler behandlingen.

20. november 2025

Medicinrådet anbefaler nu lægemidlet esketamin (Spravato) til voksne med moderat til svær depression, som ikke har haft effekt af tre eller flere antidepressive behandlinger. Det besluttede Rådet på rådsmødet i går.

Anbefalingen kommer, efter lægemiddelvirksomheden Johnson & Johnson har leveret nye og mere sikre data for behandlingens effekt. Samtidig har virksomheden sænket prisen på behandlingen:

– Jeg er glad for, at vi nu kan anbefale esketamin til patienter med moderat til svær depression, som ikke har haft effekt af andre behandlinger. Der er tale om en gruppe patienter med langvarig sygdom, som i høj grad påvirker deres livskvalitet. Med de nye studier er der nu større sikkerhed end hidtil for, at esketamin kan hjælpe flere patienter til vedvarende bedring sammenlignet med den nuværende behandling. Sammen med et nyt pristilbud betyder det, at vi nu anbefaler esketamin, siger Birgitte Klindt Poulsen, forperson i Medicinrådet.

Medicinrådet har siden 2023 anbefalet esketamin til patienter med depression, som har en akut øget selvmordsrisiko.

Nye studier

Medicinrådet tog første gang stilling til esketamin til patienter med behandlingsresistent moderat til svær depression i 2020. Dengang var der kun dokumentation for effekten af fire ugers behandling og derfor stor usikkerhed om effekt og bivirkninger. Derfor kunne Rådet dengang ikke anbefale esketamin som standardbehandling.

Rådet var desuden bekymrede for, at esketamin kunne misbruges som rusmiddel.

I de nye studier, som ligger til grund for, at Medicinrådets nu også anbefaler behandlingen til denne patientgruppe, er effekten af behandlingen evalueret over 32 uger. Studierne viser, at flere patienter opnår vedvarende bedring ved behandling med esketamin end ved den eksisterende behandling. Samtidig viser nye real-world data, at der er mindre grund til bekymring for lægemidlets misbrugspotentiale.

Medicinrådet er opmærksom på, at behandlingen kræver hyppige besøg på hospitalet, og vurderer, at det kan være en udfordring for både patienterne og sundhedsvæsenet.

Medicinrådet anbefaler, at behandling med esketamin bør ske i overensstemmelse med de fastlagte kriterier for opstart og ophør af behandling. 

Medicinrådet vurderer, at ca. 40-60 patienter om året kan være kandidater til behandlingen.

Find anbefalingen her: Esketamin (Spravato)

Fakta om behandlingsresistent depression

Depression er en psykisk sygdom, hvor patienterne i længere tid oplever symptomer som tristhed, træthed og manglende livslyst. Tilstanden kan føre til social isolation, selvmordstanker og nedsat livskvalitet.

 

Behandlingsresistent depression er en form for depression, hvor patienten ikke har effekt af behandling med forskellig antidepressiv medicin.

 

Patienterne behandles i dag med forskellige lægemidler, herunder antidepressiv medicin i kombination med lægemidlet quetiapin eller andre behandlingsformer som psykoterapi, litium, ECT (Elektrokonvulsiv Terapi) eller lysterapi. Målet er at opnå bedring af de depressive symptomer, øge livskvaliteten og forhindre selvmord blandt en patientgruppe, som har øget risiko for selvmord.

Fakta om esketamin

Esketamin gives som næsespray og skal anvendes sammen med anden antidepressiv medicin. Esketamin aktiverer signalveje i de områder i hjernen, der styrer følelser og humør. 

 

Esketamin kan give bivirkninger som angst, svimmelhed, kvalme og en følelse af at være frakoblet kroppen (dissociation).

 

Behandlingen kræver hyppige besøg på hospitalet, hvilket kan være en udfordring for både patienter og sundhedsvæsenet.

 

Det er usikkert, hvor længe effekten varer, og hvor stor risikoen er for tilbagefald.