Gå til hovedindholdet

Medicinrådet: En ny anbefaling, en opdateret behandlingsvejledning og en protokol

Medicinrådet har i skriftlig proces anbefalet nivolumab i kombination med relatlimab til modermærkekræft, opdateret behandlingsvejledningen til psoriasis og psoriasis med ledgener samt godkendt en protokol for migræne.

28. maj 2025

Anbefaling

Medicinrådet anbefaler nivolumab i kombination med relatlimab til behandling af voksne og 
unge PD-L1-negative patienter i alderen 12 år og ældre med fremskreden (inoperabel eller
metastatisk) modermærkekræft. Anbefalingen gælder patienter i god almentilstand 
(performance status 0 eller 1).
Medicinrådet vurderer, at nivolumab i kombination med relatlimab har samme effekt på 
overlevelsen som nuværende standardbehandling med nivolumab i kombination med 
ipilimumab.
Der er færre bivirkninger med nivolumab i kombination med relatlimab end med nivolumab i
kombination med ipilimumab. Den vigtigste forskel er den lavere forekomst af diarré, hvilket
er betydningsfuldt for patienterne, da det fylder meget i hverdagen og er
indlæggelseskrævende.
Omkostningerne for de to behandlinger er på samme niveau. Derfor anbefaler Medicinrådet
nivolumab i kombination med relatlimab som mulig standardbehandling. Medicinrådet
anbefaler at begrænse efterfølgende behandling med ipilimumab hos patienter, der er
progredieret på nivolumab i kombination med relatlimab, da ipilimumab er forbundet med 
mange bivirkninger, og effekten af ipilimumab ikke kendes efter progression på nivolumab i
kombination med relatlimab.
Medicinrådet anbefaler, at nivolumab i kombination med relatlimab gives i maksimalt to år
fra første dosis.

Læs mere her.

 

Behandlingsvejledning

Medicinrådet har opdateret behandlingsvejledningen vedrørende lægemidler til moderat til svær plaque psoriasis. I behandlingsvejledningen indgår lægemidler, hvor der findes biosimilære alternativer, dvs. en ny version af et allerede eksisterende biologisk lægemiddel, som har været godkendt i EU i mindst 10 år.

Medicinrådet har besluttet, at lægemidler med biosimilære alternativer skal prioriteres i lægemiddelrekommandationen. Dette er nærmere beskrevet i ”Opsummering af Medicinrådets evidensgennemgang vedrørende lægemidler til moderat til svær plaque psoriasis (version 2.0)”.

Læs mere om opdateringen her.

 

Protokol

Medicinrådet har godkendt protokol til migræne. 

Læs mere her og find protokollen under supplerende dokumenter.