Gå til hovedindholdet

Medicinrådet opfordrer virksomheder til at byde ind med lavere priser

En række ikke-anbefalede behandlinger til metastatisk nyrekræft kan blive anbefalet, hvis lægemiddelvirksomhederne byder ind med lavere priser.

22. juni 2023

Fire lægemiddelvirksomheder får nu mulighed for at få deres behandlinger til patienter med metastatisk nyrekræft anbefalet, selvom de i første omgang, primært på grund af for høje priser, ikke blev anbefalet af Medicinrådet.

Det kræver dog, at virksomhederne sætter priserne tilstrækkeligt ned.

Det konkluderede Medicinrådet på rådsmødet i går, hvor en opdatering af behandlingsvejledningen for lægemidler til behandling af metastatisk nyrekræft blev godkendt af Rådet.

Medicinrådet har vurderet, at de fire ikke-anbefalede behandlinger er lige så effektive og sikre som dem, der bruges i dag. Det drejer sig om avelumab i kombination med axitinib, pembrolizumab i kombination med axitinib, pembrolizumab i kombination med lenvatinib og nivolumab i kombination med cabozantinib. Derfor kan en tilstrækkeligt lavere pris betyde, at de fire behandlinger kan indgå i en kommende lægemiddelrekommandation, hvis forholdet mellem effekt og omkostninger bliver balanceret.

Lægemiddelrekommandationen kommer i forlængelse af behandlingsvejledningen. Det er Medicinrådets konkrete anbefalinger til regionerne om, hvilke lægemidler der er mest hensigtsmæssige til behandling af patienter inden for et sygdomsområde, når både effekt, sikkerhed og pris tages i betragtning. 

Læs Medicinrådets opdaterede behandlingsvejledning (kliniske sammenligningsgrundlag) for lægemidler til metastatisk nyrekræft her.