Gå til hovedindholdet

Medicinrådets anbefaling vedrørende vorasidenib (Voranigo) til patienter med IDH1- eller IDH2-muteret astrocytom eller oligodendrogliom WHO-grad 2, version 1.0

Medicinrådet anbefaler vorasidenib til behandling af voksne og unge patienter fra 12 år med IDH1- eller IDH2-muteret astrocytom eller oligodendrogliom WHO-grad 2, som udelukkende har gennemgået kirurgisk behandling, og som ikke har behov for umiddelbar strålebehandling eller kemoterapi.

Medicinrådets begrundelse
Medicinrådet lægger vægt på, at vorasidenib kan forsinke sygdomsforværring væsentligt sammenlignet med aktiv observation (regelmæssige kontroller uden medicinsk behandling). Der er usikkerhed om effekten på overlevelse, fordi patienterne ikke er fulgt tilstrækkeligt længe i studiet. Omkostningerne til behandlingen er højere end den eksisterende behandling, men Medicinrådet vurderer, at omkostningerne er acceptable i forhold til behandlingens effekt. Medicinrådet har inddraget alvorlighedsprincippet i beslutningen, fordi sygdommen rammer relativt unge patienter og medfører betydelig sygdomsbyrde med påvirkning af funktionsevne og livskvalitet over mange år samt en væsentligt forkortet levetid. Derfor anbefaler Medicinrådet vorasidenib som mulig standardbehandling til patienter, der opfylder Medicinrådets start- og stopkriterier, som kan læses på Medicinrådets hjemmeside.

Om IDH1- eller IDH2-muteret astrocytom eller oligodendrogliom WHO-grad 2
Sygdommen er en type kræft i hjernen, der viser sig som langsomt voksende, uhelbredelige hjernetumorer, og som typisk rammer yngre patienter i 30-40-årsalderen. Sygdommen medfører symptomer som epileptiske anfald, kognitive vanskeligheder, hovedpine og træthed, som kan påvirke livskvaliteten betydeligt. Med den eksisterende behandling er restlevetiden for patienterne typisk ca. 12-14 år.

Fordele ved vorasidenib
Kliniske studier viser, at vorasidenib kan forsinke sygdomsforværring og dermed udsætte behovet for efterfølgende behandling, som kan være forbundet med varige påvirkninger af blandt andet kognitive funktioner og reduktion af livskvalitet. I en sundhedsøkonomisk analyse estimerer Medicinrådet, at behandlingen kan give en sundhedsgevinst på 1,8 kvalitetsjusterede leveår (QALY) og forlænge patienternes levetid med 2,0 år. Estimaterne bygger bl.a. på en antagelse om, at udskydelsen af sygdomsforværring medfører længere overlevelse.

Ulemper ved vorasidenib
Vorasidenib er forbundet med flere bivirkninger end den eksisterende behandling bestående af aktiv observation. For nogle patienter kan disse være alvorlige. Bivirkningerne omfatter bl.a. påvirkning af leveren, som oftest er håndterbare. Der er usikkerhed om de langsigtede bivirkninger, fordi opfølgningstiden er for kort til at belyse dem.

Omkostninger
Behandlingen med vorasidenib medfører udgifter til lægemidlet på ca. 6,7 mio. kr. for et gennemsnitligt behandlingsforløb på ca. 5,3 år. Sammenlignet med den eksisterende behandling medfører vorasidenib meromkostninger på ca. 6,4 mio. kr. pr. patient. Omkostningerne er baseret på offentlige listepriser. Der er forhandlet en rabat, som efter virksomhedens ønske er fortrolig.

Usikkerheder
Der er usikkerhed om effekten på overlevelse, da den bygger på en antagelse om, at længere tid uden sygdomsforværring også medfører længere overlevelse. Dette er endnu ikke dokumenteret i studiet på grund af den korte opfølgningstid. Det er også usikkert, hvor længe behandlingen kan forsinke sygdomsforværring, og hvor længe patienterne skal behandles. Det skyldes, at patienterne i studiet først startede på behandlingen 2,5-2,9 år efter operation, mens vorasidenib forventes at blive givet tidligere i dansk klinisk praksis.

Sagsbehandlingstid og proces

Aktivitet
Sagsbehandlingstiden og processen for Medicinrådets vurdering
15. december 2025 - 02. september 2026. 

Processen var en 18-ugers proces. Medicinrådet har brugt 21 uger og 4 dage (109 arbejdsdage) på arbejdet med vurderingen af vorasidenib til patienter med diffust gliom med IDH 1/2-mutation. 

Der var clock-stop i sagen fra den 4. juni til den 14. august 2026 på grund af nye oplysninger fra virksomheden.

Beslutning om anbefaling

Aktivitet
Medicinrådet har truffet beslutning om anbefaling
02. september 2026. 

Forhandling

Aktivitet
Sekretariatet har modtaget information om priser fra Amgros
29. april 2026. 

Vurderingsrapport

Aktivitet
Fagudvalget og sekretariatet har udarbejdet en vurderingsrapport, som er sendt til ansøger og Amgros
12. maj 2026. 

På baggrund af vurderingsrapporten forhandler Amgros med ansøger om lægemidlets pris.

Ansøgning

Aktivitet
Medicinrådet opstarter vurderingen, og sagsbehandlingstiden påbegyndes
15. december 2025. 

Den tekniske validering er foretaget. Sekretariatet og fagudvalget vurderer dokumentationen i ansøgningen og udarbejder en vurderingsrapport.

Medicinrådet har modtaget ansøgningen fra virksomheden
15. december 2025. 

Medicinrådet foretager en teknisk validering af ansøgningen, for at sikre at alle formkrav er opfyldt.

Anmodning om vurdering

Aktivitet
Medicinrådet har fastsat følgende ansøgningstidspunkt
15. december 2025. 

Medicinrådet afventer en ansøgning fra virksomheden.

Medicinrådet har modtaget en anmodning om vurdering
17. december 2024. 

Med udgangspunkt i ansøgers ønske og tilgængelige fagudvalgsmøder fastsætter sekretariatet et aftalt ansøgningstidspunkt.