Gå til hovedindholdet

Godkendt den 28. oktober 2026

Medicinrådets anbefaling vedr. trastuzumab deruxtecan (Enhertu) til behandling af fremskredent HER2-positivt adenokarcinom i mavesæk eller mavemund, version 1.0

Medicinrådet anbefaler trastuzumab deruxtecan til behandling af voksne patienter med fremskredent HER2-positivt adenokarcinom i mavesæk eller mavemund, som tidligere har fået trastuzumab-baseret behandling, er uden betydende komorbiditet og i god almen tilstand (performance status 0-1). Anbefalingen baserer sig på en risikodelingsaftale, der indebærer tilbagebetaling ved tidligt behandlingsophør. Aftalen er tidsbegrænset.

Medicinrådets begrundelse
Medicinrådet lægger vægt på, at trastuzumab deruxtecan kan forsinke sygdomsforværring og forlænge overlevelsen sammenlignet med den eksisterende behandling med kemoterapi. Det er usikkert, hvor stor effekten vil være i dansk klinisk praksis, da vurderingen bygger på en indirekte sammenligning af studier med forskellige patientpopulationer, og som er gennemført på forskellige tidspunkter. Omkostningerne til behandlingen er højere end til den eksisterende behandling, men Medicinrådet vurderer, at omkostningerne er acceptable i forhold til behandlingens effekt. Derfor anbefaler Medicinrådet trastuzumab deruxtecan som mulig standardbehandling.

Om HER2-positivt adenokarcinom i mavesæk og mavemund
HER2-positivt adenokarcinom i mavesæk eller mavemund er en kræftsygdom, som ikke kan helbredes, når den har spredt sig. Sygdommen rammer typisk voksne over 60 år. Sygdommen medfører symptomer som synkebesvær, opkastninger, træthed, kvalme og vægttab, som kan påvirke livskvaliteten betydeligt. Med den eksisterende behandling er mindre end halvdelen af patienterne med metastatisk sygdom i live ét år efter behandlingsstart.

Fordele ved trastuzumab deruxtecan
Kliniske studier viser, at trastuzumab deruxtecan kan forlænge overlevelsen og forsinke sygdomsforværring sammenlignet med den eksisterende behandling. I en sundhedsøkonomisk analyse estimerer Medicinrådet, at behandlingen kan give en sundhedsgevinst på 0,5-0,6 kvalitetsjusterede leveår (QALY) og forlænge patienternes levetid med 0,6 til 0,7 år. Estimaterne bygger på en sammenligning af forskellige studier, hvor der er forskelle på patienterne, og er derfor usikre.

Ulemper ved trastuzumab deruxtecan
Trastuzumab deruxtecan giver bivirkninger, som for nogle patienter kan være alvorlige. Det kan bl.a. være bivirkninger fra mave-tarm-kanalen og blodet samt interstitiel lungesygdom. Bivirkningsprofilerne for trastuzumab deruxtecan og den eksisterende behandling er forskellige, og det er usikkert, hvilken behandling der samlet set er forbundet med de sværeste bivirkninger.

Omkostninger 
Behandlingen med trastuzumab deruxtecan medfører udgifter til lægemidlet på ca. 535.000 kr. for et gennemsnitligt behandlingsforløb på ca. 8 måneder. Sammenlignet med den eksisterende behandling medfører trastuzumab deruxtecan meromkostninger på ca. 570.000 kr. pr. patient. Omkostningerne er baseret på offentlige listepriser. Der er forhandlet en rabat, som efter virksomhedens ønske er fortrolig. Der er også rabat på den eksisterende behandling, og de reelle meromkostninger er lavere.

Usikkerheder
Der er usikkerhed om effekten på overlevelse og sygdomsforværring, fordi datagrundlaget består af en indirekte sammenligning af flere studier, som inkluderer forskellige patientpopulationer og er gennemført med ca. 10 års mellemrum.

Sagsbehandlingstid og proces

Aktivitet
Sagsbehandlingstiden og processen for Medicinrådets vurdering
23. april - 28. oktober 2026. 

Processen var en 18-ugers proces. Sagsbehandlingen varede 18 uger (90 arbejdsdage).

Der har været to clock-stop i sagen fra den 2. september til den 30. september og fra den 30. september til den 28. oktober 2026, da der skulle være en ny prisforhandling.

Beslutning om anbefaling

Aktivitet
Medicinrådet har truffet beslutning om anbefaling
28. oktober 2026. 

Forhandling

Aktivitet
Sekretariatet har modtaget information om priser fra Amgros
11. august 2026. 

Vurderingsrapport

Aktivitet
Fagudvalget og sekretariatet har udarbejdet en vurderingsrapport, som er sendt til ansøger og Amgros
23. juli 2026. 

På baggrund af vurderingsrapporten forhandler Amgros med ansøger om lægemidlets pris.

Ansøgning

Aktivitet
Medicinrådet opstarter vurderingen, og sagsbehandlingstiden påbegyndes
23. april 2026. 

Den tekniske validering er foretaget. Sekretariatet og fagudvalget vurderer dokumentationen i ansøgningen og udarbejder en vurderingsrapport.

Medicinrådet har modtaget ansøgningen fra virksomheden
22. april 2026. 

Medicinrådet foretager en teknisk validering af ansøgningen for at sikre, at alle formkrav er opfyldt.

Anmodning om vurdering

Aktivitet
Medicinrådet har fastsat følgende ansøgningstidspunkt
23. april 2026. 

Medicinrådet afventer en ansøgning fra virksomheden.

Medicinrådet har modtaget en anmodning om vurdering
17. oktober 2025. 

Med udgangspunkt i ansøgers ønske og tilgængelige fagudvalgsmøder fastsætter sekretariatet et aftalt ansøgningstidspunkt.