Sacituzumab govitecan (Trodelvy)
Godkendt den 28. oktober 2026
Medicinrådets anbefaling vedrørende sacituzumab govitecan til ikke-resektabel eller metastatisk ER+ og HER-neg brystkræft, version 1.0
Medicinrådet anbefaler ikke sacituzumab govitecan til behandling af voksne patienter med ikke-resektabel eller metastatisk ER+/HER2-negativ brystkræft, som har fået endokrinbaseret behandling og mindst to yderligere systemiske behandlinger ved fremskreden sygdom
Medicinrådets begrundelse
Medicinrådet lægger vægt på, at sacituzumab govitecan forventes at forbedre overlevelsen sammenlignet med nuværende standardbehandling med kemoterapi hos en patientgruppe med begrænsede behandlingsmuligheder efter flere behandlingslinjer. Det er usikkert, hvor stor effekten vil være i dansk klinisk praksis, men den forventes at være lille. Behandlingen er væsentlig dyrere end den eksisterende behandling, og Medicinrådet vurderer, at omkostningerne ikke er acceptable i forhold til behandlingens effekt. Derfor anbefaler Medicinrådet ikke sacituzumab govitecan som mulig standardbehandling.
Om metastatisk ER+/HER2-negativ brystkræft
Denne type brystkræft er en hormonfølsom kræft, som har spredt sig til andre dele af kroppen. Patienterne diagnosticeres typisk omkring 60-årsalderen, og sygdommen medfører symptomer som træthed, smerter og åndenød, som kan påvirke livskvaliteten betydeligt. Patienter, som har modtaget flere behandlingslinjer for deres metastatiske sygdom, og som ikke længere kan modtage hormonbehandling, lever typisk under ét år med den eksisterende behandling, afhængigt af hvor meget sygdommen har spredt sig.
Fordele ved sacituzumab govitecan
Kliniske studier viser, at sacituzumab govitecan kan forlænge overlevelsen og forsinke sygdomsforværring sammenlignet med den eksisterende behandling. I en sundhedsøkonomisk analyse estimerer Medicinrådet, at behandlingen kan give en sundhedsgevinst på 0,14-0,21 kvalitetsjusterede leveår (QALY) og forlænge patienternes levetid med 0,16-0,26 år. Estimaterne bygger på to lige klinisk plausible scenarier med forskelligt datagrundlag.
Ulemper ved sacituzumab govitecan
Sacituzumab govitecan giver bivirkninger, som for nogle patienter kan være alvorlige. Det kan bl.a. være gastrointestinale og hæmatologiske toksiciteter.
Omkostninger
Behandlingen med sacituzumab govitecan medfører udgifter til lægemidlet på ca. 370.000 kr. for et gennemsnitligt behandlingsforløb på 0,52 år. Sammenlignet med den eksisterende behandling medfører sacituzumab meromkostninger på ca. 400.000 kr. pr. patient. Omkostningerne er baseret på offentlige listepriser. Der er forhandlet en rabat, som efter virksomhedens ønske er fortrolig. Der er også rabat på den eksisterende behandling, og de reelle meromkostninger er lavere.
Usikkerheder
Der er usikkerhed om størrelsen af effekten på overlevelse. Det skyldes den variation, der er observeret mellem de studier, der ligger til grund for vurderingen. Dette skal ses i forhold til, at effekten på overlevelse forventes at være lille.
Sagsbehandlingstid og proces
Processen var en 18-ugers proces. Medicinrådet har brugt 21 uger og 0 dage (105 arbejdsdage) på arbejdet med vurderingen af sacituzumab govitecan til ikke-resektabel eller metastatisk ER+/HER2-negativ brystkræft
Beslutning om anbefaling
Forhandling
Vurderingsrapport
På baggrund af vurderingsrapporten forhandler Amgros med ansøger om lægemidlets pris.
Ansøgning
Den tekniske validering er foretaget. Sekretariatet og fagudvalget vurderer dokumentationen i ansøgningen og udarbejder en vurderingsrapport.
Medicinrådet foretager en teknisk validering af ansøgningen for at sikre, at alle formkrav er opfyldt.
Anmodning om vurdering
Medicinrådet afventer en ansøgning fra virksomheden.
Med udgangspunkt i ansøgers ønske og tilgængelige fagudvalgsmøder fastsætter sekretariatet et aftalt ansøgningstidspunkt.