Ny effektbaseret aftale baner vejen for behandling til kræftpatienter
En ny effektbaseret aftale betyder, at Medicinrådet nu kan anbefale lægemidlet brexucabtagene autoleucel (Tecartus) til patienter med to typer kræft.
02. oktober 2026
Medicinrådet anbefaler nu CAR-T-behandlingen brexucabtagene autoleucel (Tecartus), også kaldet brexu-cel, til to patientgrupper. Det drejer sig om patienter med blodkræftsygdommen akut lymfatisk leukæmi (ALL) og patienter med mantle celle lymfom (MCL), der er en form for lymfekræft.
Anbefalingerne kommer efter, at Medicinrådet og virksomheden er blevet enige om en effektbaseret risikodelingsaftale, hvor prisen afhænger af, om patienterne har effekt af behandlingen.
– Brexu-cel er en meget dyr behandling, og effekten er usikker. Årsagen til, at vi alligevel anbefaler behandlingen er, at det er lykkes at indgå en risikodelingsaftale, hvor virksomheden og sundhedsvæsenet deler den økonomiske risiko. Det betyder, at vi kan tage behandlingen i brug og indsamle data om effekten i dansk klinisk praksis, og på den måde give patienterne adgang til behandlingen, før datagrundlaget er solidt nok til at dokumentere, at der er et rimeligt forhold mellem pris og effekt. Den slags aftaler vil vi meget gerne have flere af, siger Birgitte Klindt Poulsen, forperson for Medicinrådet.
Medicinrådet tog første gang stilling til brexu-cel til de to patientgrupper i januar 2026. Dengang blev behandlingen ikke anbefalet, da Medicinrådet vurderede, at omkostningerne til behandlingen ikke var acceptable i forhold til sundhedsgevinsten sammenlignet med standardbehandlingen og usikkerheden om effekten i dansk praksis taget i betragtning. Rådet opfordrede virksomheden til at vende tilbage med en lavere pris eller en bedre prisaftale med dataopsamling.
Begge behandlinger er nu anbefalet efter, at Amgros og virksomheden bag brexu-cel har indgået en ny effektbaseret prisaftale.
Brexu-cel er en CAR-T-celleterapi, der gives som éngangsbehandling.
Medicinrådet forventer, at ca. seks patienter med MCL og tre patienter med B-celle ALL om året kan være kandidater til behandlingen i Danmark.
Læs anbefalingerne her:
- Brexucabtagene autoleucel (Tecartus) - Mantle celle lymfom (MCL)
- Brexucabtagene autoleucel (Tecartus) - akut lymfatisk leukæmi (ALL)
Om risikodelingsaftaler
Risikodelingsaftaler bruges til at håndtere usikkerhed om et lægemiddels effekt eller omkostninger. Med risikodelingsaftaler deler sundhedsvæsenet og virksomhederne denne økonomiske usikkerhed, og det gør det muligt at tage lægemidler i brug, som ellers ikke ville blive anbefalet af Medicinrådet
Risikodelingsaftaler adskiller sig fra almindelige prisaftaler, hvor prisen typisk er fast i en periode. Aftalerne forhandles mellem Amgros og lægemiddelvirksomheden, hvorefter Medicinrådet vurderer, om aftalen samlet set giver en rimelig balance mellem pris, effekt og risiko. Det kan både være aktuelt første gang, Medicinrådet vurderer et nyt lægemiddel, eller ved revurderinger af lægemidler, som Medicinrådet ikke anbefaler.
En risikodelingsaftale kan være effektbaseret eller økonomibaseret. Effektbaserede aftaler kan bruges, hvis der er usikkerhed om lægemidlets effekt. Her kan betalingen f.eks. helt eller delvist bortfalde, hvis patienten ikke får den forventede gavn af behandlingen.
Aftalerne kan også være økonomibaserede. Det kan være relevant, eksempelvis hvis der er stor usikkerhed om, hvor mange patienter der er til en bestemt behandling. Her kan aftalen være, at prisen falder med stigende forbrug, eller lægemidlet bliver helt gratis efter et bestemt forbrug.
Om B-celle akut lymfatisk leukæmi (B-celle ALL)
B-celle ALL er en aggressiv form for blodkræft, som giver mange symptomer, f.eks. feber, vægttab, nattesved, blødningstendens, træthed, smerter og hyppige infektioner. Voksne patienter, hvis sygdom vender tilbage efter behandling eller ikke reagerer på behandling, har en kort restlevetid på ca. 6-7 måneder. Patienter, som opnår god sygdomskontrol ved behandling, kan få en knoglemarvstransplantation, hvilket forbedrer overlevelsen, så ca. 40 % vil være i live fem år efter behandlingen.
Om mantle celle lymfom
Mantle celle lymfom er en livsforkortende kræftsygdom i lymfesystemet, som typisk rammer voksne over 60 år. Sygdommen kan give træthed, vægttab, nattesved, hævede lymfeknuder, feber og andre symptomer, afhængigt af hvor kræften vokser i kroppen, og påvirker dermed livskvaliteten betydeligt. Prognosen for patienter med sygdommen efter to eller flere linjer systemisk behandling er dårlig, og patienterne lever typisk omkring 15 måneder.