Gå til hovedindholdet

Medicinrådets vurdering af de nye W.A.I.T-tal

Ny opgørelse fra den europæiske brancheorganisation for lægemiddelindustrien skal læses med forbehold.

20. maj 2026

W.A.I.T.-indikatoren er udarbejdet af den europæiske brancheorganisation for lægemiddelindustrien (EFPIA) og bygger på data fra industrien selv i de enkelte lande. Den viser, hvor stor en andel af nye lægemidler, der officielt er tilgængelige for patienter i form af offentligt tilskud eller offentlig finansiering (fx på hospitaler), samt hvor lang tid der går fra EU godkendelse til denne adgang.

EFPIA’s W.A.I.T.-opgørelse fra maj 2026 viser, at Danmark placerer sig helt i top, når det gælder tid fra central godkendelse til patienternes adgang til ny medicin: Danmark er nummer 3 blandt de europæiske lande i perioden 2021–2024.

Figur: Time from central approval to availability (2021-2024), EFPIA Patients W.A.I.T. Indicator 2025 Survey


WAIT-indikatoren viser endvidere, om nye lægemidler officielt er blevet gjort tilgængelige i et land – typisk efter at myndighederne har vurderet dem og sagt ja til finansiering eller tilskud.

I den opgørelse ligger Danmark nr. 9 i Europa, hvilket er over det det europæiske gennemsnit.

Figur: Total availability by approval year (2021-2024), EFPIA Patients W.A.I.T. Indicator 2025 Survey

 

Tallene skal tages med forbehold, da W.A.I.T.-indikatoren ikke siger noget om, hvor mange patienter der faktisk får behandlingen, hvor hurtigt den bliver taget i brug, eller om der allerede findes lige så gode eller bedre alternativer i sundhedsvæsenet.

En væsentlig del af forklaringen på, at nogle lægemidler ikke fremgår som tilgængelige i Danmark, er desuden, at virksomhederne selv vælger ikke at markedsføre dem eller ikke indgår i en vurderingsproces. Det betyder, at opgørelsen blander lægemidler, som aldrig er bragt i spil i Danmark, med lægemidler, der er blevet vurderet af Medicinrådet. Det giver dermed et skævt billede af, hvad der er årsagen til, at patienter ikke har adgang til de specifikke lægemidler.  

Når Medicinrådet anbefaler ny medicin, bliver den til gengæld hurtigt og ensartet taget i brug i sygehusvæsenet i hele landet. Det sikrer, at patienter får lige adgang til effektiv behandling uden egenbetaling og med kort vej fra beslutning til behandling i praksis.

WAIT-tallene siger heller ikke noget om, hvad årsagerne til et evt. nej fra Medicinrådet er. Om et nej f.eks. skyldes høj pris, for lille effekt, eller om sundhedsvæsenet allerede tilbyder en lige så god eller en bedre standardbehandling end det nye lægemiddel.

En placering øverst på W.A.I.T-listen bør derfor ikke være et mål i sig selv. Et stærkt sundhedsvæsen er ikke kendetegnet ved ukritisk ibrugtagning af ny medicin uanset pris og dokumenteret effekt. Et stærkt sundhedsvæsen forudsætter en prioritering af ressourcerne med henblik på at sikre størst mulig kvalitet for patienterne på tværs af sundhedsvæsenet.

Internationale sammenligninger som W.A.I.T. bør derfor tolkes med stor varsomhed. De kan bidrage til debat, men kan ikke stå alene som mål for, hvilken behandling patienterne har adgang til i sundhedsvæsenet.

Læs opgørelsen fra maj 2026 her: EFPIA Patients W.A.I.T. Indicator 2025 Survey