Medicinrådets sagspukkel er næsten væk – nye vurderinger starter som planlagt
Med en målrettet fokus på at øge kapaciteten og effektiviteten har Medicinrådet nu næsten afviklet den sagspukkel, der opstod efter det rekordhøje antal ansøgninger i 2025, hvor rådet modtog 81 ansøgninger. Samtidig opstartes alle nye vurderinger nu som planlagt.
03. november 2026
I 2025 modtog Medicinrådet flere ansøgninger fra lægemiddelvirksomheder om vurdering af nye lægemidler end nogensinde før. Det skabte en pukkel af sager, som ikke kunne sættes i gang som planlagt.
I oktober 2025 fik Medicinrådet flere midler til at nedbringe sagspuklen. De ressourcer har resulteret i, at størstedelen af ansøgningerne fra 2025 nu er færdigbehandlede, og at alle nye vurderinger opstartes som planlagt.
”Det seneste år har vi arbejdet målrettet på at indhente de vurderinger af nye lægemidler, der blev udskudt som følge af det ekstraordinært høje antal ansøgninger i 2025. Derfor er jeg glad for, at vi nu har afsluttet næsten alle de berørte vurderinger og samtidig er tilbage ved en situation, hvor nye vurderinger kan sættes i gang som planlagt. Sideløbende med indsatsen har vi arbejdet på at digitalisere og effektivisere vores vurderinger af nye lægemidler, blandt andet med en ny digital ansøgerportal, der gør ansøgningsprocessen lettere for virksomhederne", siger Medicinrådets direktør Søren Gaard.
Den sidste af de udskudte vurderinger er påbegyndt, men har været i clock-stop siden marts 2026 efter virksomhedens ønske. Medicinrådet forventer at tage stilling til lægemidlet i januar 2027.
Fakta
I 2025 modtog Medicinrådet 81 ansøgninger om vurdering af nye lægemidler fra lægemiddelvirksomheder mod 66 ansøgninger i 2024.
En virksomhed, der ønsker et lægemiddel vurderet i Medicinrådet, kan indsende en anmodning om vurdering til Medicinrådets sekretariat. Sekretariatet fastlægger et aftalt ansøgningstidspunkt med udgangspunkt i den dato, ansøger har angivet i anmodningen samt tilgængelige fagudvalgs- og rådsmøder, så sagsbehandlingen kan startes op tidligst muligt.