Medicinrådet får ny centerchef og styrker kræftområdet
Monica Andersen tiltræder den 1. juni som centerchef i Medicinrådets nye Center for Kræftsygdomme.
06. maj 2026
Medicinrådet intensiverer indsatsen på kræftområdet for at sikre et endnu stærkere grundlag for vurdering, ibrugtagning og opfølgning på nye kræftlægemidler. Indsatsen samles og udbygges, så Medicinrådets sekretariat kan styrke arbejdet med lægemiddelvurderinger, real world evidence og implementering af Kræftplan V.
Som led i denne udvikling starter Monica Andersen den 1. juni som centerchef i Medicinrådets nye Center for Kræftsygdomme. Det sker i forbindelse med en kommende organisationsændring i Medicinrådets sekretariat. Sammen med den anden centerchef på Kræftområdet, Karen Kleberg Hansen, skal Monica Andersen stå i spidsen for etableringen af Medicinrådets nye Center for Kræftsygdomme.
"Karen og Monica skal samle kræftområdet og styrke Medicinrådets samarbejde om lægemiddelvurderinger på tværs af sundhedsvæsenet og industrien. Monica kommer med værdifulde ledelseserfaringer, som kan understøtte vores arbejde og ambitioner i både det nye center og i ledelsen af Medicinrådet," siger Søren Gaard, direktør for Medicinrådet.
Monica Andersen har været med til at opbygge Afdeling for Velfærdsinnovation i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning, hvor hun har været leder siden 2016. Hun er en erfaren personaleleder og har gennem en årrække arbejdet med udviklingsprojekter i tæt samarbejde med både virksomheder og offentlige myndigheder.
"Medicinrådet har en meget vigtig opgave, som jeg glæder mig til at være med til at løse. Organisationen har en ambitiøs strategi og er i gang med en transformation, som jeg både vil kunne bruge mine erfaring med ledelse og udvikling i sundhedsvæsenet i - og lære nyt af. Jeg har fået et godt indtryk af holdet og glæder mig til at lære alle at kende - både i sekretariatet, selve rådet og aktørerne rundt om," siger Monica Andersen.