Medicinrådet udgiver Seponeringslisten 2026: Skal hjælpe læger med at stoppe medicin, der ikke længere gavner patienterne
For første gang siden Medicinrådet overtog opgaven med at vejlede almen praksis i rationel brug af lægemidler fra Sundhedsstyrelsen, udgiver Medicinrådet nu Seponeringslisten. Listen er et redskab til læger, som er med til at sikre, at patienterne kun får de lægemidler, der faktisk gavner dem.
10. november 2025
Behandling med lægemidler, som patienter ikke længere har brug for, eller som giver uacceptable bivirkninger, skal ophøre (seponeres). Det er budskabet i Seponeringslisten 2026, som Medicinrådet netop har udgivet.
Seponeringslisten indeholder konkrete anbefalinger til praktiserende læger om seponering (ophør) af hyppigt anvendte lægemidler og tommelfingerregler for, hvordan lægen kan vurdere, om patienten stadig har gavn af behandlingen. På listen findes for eksempel smertestillende og medicin mod for meget mavesyre.
- Det er vigtigt, at vi i sundhedsvæsenet hele tiden har fokus på at undgå overbehandling. Det er både god brug af ressourcerne og mest sikkert for den enkelte patient. Lægemidler, som patienten ikke længere har brug for, kan være til ubehag, være spild af penge, både for patienten og sundhedsvæsenet, og i nogle tilfælde være direkte farlige. Hver gang, der bliver tilføjet flere lægemidler til en patients behandling, stiger risikoen for både bivirkninger og uønskede interaktioner mellem lægemidlerne, siger Birgitte Klindt Poulsen, forperson for Medicinrådet.
Ny opgave for Medicinrådet
Det er første gang, Medicinrådet udgiver Seponeringslisten. Tidligere lå opgaven hos Sundhedsstyrelsen.
- Vi har fået en ny og vigtig opgave med at vejlede almen praksis om brug af lægemidler. Det gælder både evidensbaseret og omkostningseffektiv brug af lægemidler, men også vejledning om, hvornår patienter kan stoppe behandling. Med Seponeringslisten kan lægen få hjælp til at tage stilling til patientens medicinliste, uanset om behandlingen er udskrevet af den praktiserende læge, en speciallæge eller på sygehuset. Det skal gerne være med til at skabe sammenhæng i patienternes behandling på tværs af sygehuse og almen praksis, siger Birgitte Klindt Poulsen.
Seponeringslisten findes både som pdf og i en længere online udgave med referencer. Listen er primært målrettet læger i almen praksis, men den bruges også på hospitaler af læger, kliniske farmaceuter og andet sundhedspersonale.
Seponeringslisten opdateres hvert år. Denne udgave har gennemgået mindre redaktionelle ændringer i forhold til sidste år, herunder er udgåede præparater fjernede og referencerne er opdaterede.
Find Seponeringslisten her.
Seponeringslisten sendes ud til læger i Danmark med Ugeskrift for Læger i slutningen af november. Læger og andet sundhedspersonale kan også henvende sig til deres region for at få et fysisk eksemplar eller printe den fra Medicinrådets hjemmeside.