Medicinrådet indfører nye, mere tilgængelige anbefalingstekster

Fremover bliver det mere tydeligt, hvorfor Medicinrådet anbefaler eller ikke anbefaler ny medicin. Et nyt format skal gøre vurderingerne mere gennemsigtige og overskuelige – også for dem uden sundhedsfaglig baggrund.
18. juni 2025
Medicinrådet tager nu et vigtigt skridt mod mere åbenhed og forståelighed i sine vurderinger. Fra og med rådsmødet i dag vil anbefalingsteksterne blive præsenteret i et nyt, mere læsevenligt format. Målet er at give offentligheden bedre indsigt i, hvordan rådet når frem til sine beslutninger.
- Vores anbefalinger har stor betydning for danske patienter. Derfor er det vigtigt, at omverdenen kan forstå, hvad vi lægger vægt på – også uden at have teknisk indsigt, siger Birgitte Klindt Poulsen, forperson for Medicinrådet.
Sådan ser den nye anbefaling ud
Anbefalingen bliver fremover offentliggjort som et selvstændigt dokument, der kan tilgås direkte fra hjemmesiden. Den nye struktur gør det muligt at danne sig et hurtigt overblik over vurderingen uden at skulle læse en lang teknisk rapport.
Dokumentet indeholder:
- En kort beskrivelse af sygdommen
- Behandlingens væsentligste fordele og ulemper
- Oplysninger om hvad behandlingen koster for sundhedsvæsenet
- De største usikkerheder i beslutningsgrundlaget
- Rådets samlede vurdering og begrundelse
Derudover suppleres teksten af en overskuelig tabel med nøgleoplysninger om lægemidlet og de analyser, der er foretaget.
- Man skal kunne finde og forstå de centrale pointer hurtigt og uden at skulle være ekspert, uddyber Birgitte Klindt Poulsen.
Mere indblik i møderne – og patienternes stemme
Det nye format er kun ét af flere tiltag. Siden februar har Medicinrådet også gjort referaterne fra rådsmøderne mere detaljerede, så det fremgår tydeligere, hvilke faglige og etiske overvejelser der ligger bag beslutningerne.
Samtidig er rådet i gang med at arbejde for, at patientperspektivet kommer endnu tydeligere til udtryk i vurderingerne. Patienterfaringer og -ønsker er centrale, og de skal fylde mere i både analyse og formidling.
Mindre fortrolighed – mere åbenhed
I de kommende måneder vil Medicinrådet også se nærmere på, hvordan lægemiddelvirksomhederne bruger blænding – altså når de selv vælger, at dele af deres ansøgninger og dokumenter skal være skjult for offentligheden. Medicinrådet ønsker, at denne praksis kun bliver brugt, når det er helt nødvendigt og kan forklares.
– Vi vil gøre det så gennemsigtigt som muligt, hvordan vi træffer vores beslutninger. Derfor ser jeg frem til at fortsætte dialogen – også med lægemiddelvirksomhederne – om at få lov til at offentliggøre flere oplysninger. Jeg håber, virksomhederne vil være med til at øge åbenheden, siger Jannick Brennum, næstforperson i Medicinrådet.
Foto: Claus Boesen