Gå til hovedindholdet

Medicinrådet træder ind i det nordiske samarbejde FINOSE

FINOSE Pix

Medicinrådet indgår nu i samarbejde om fælles vurderinger af lægemidler med tilsvarende organisationer fra Finland, Norge og Sverige.

11. maj 2023

Medicinrådets formænd Steen Werner Hansen og Jørgen Schøler Kristensen har netop underskrevet en samarbejdsaftale med deres nordiske kolleger fra Det Finske Lægemiddelagentur (Fimea), Det Norske Lægemiddelagentur (NoMA) og Det Svenske Tandlæge- og Lægemiddelagentur (TLV).

Dermed træder Medicinrådet ind i FINOSE, som er et nordisk samarbejde om vurderinger af nye lægemidler.

FINOSE har eksisteret siden 2017 og har hidtil bestået af organisationerne fra Finland, Norge og Sverige.

Steen Werner Hansen ser frem til samarbejdet i FINOSE:

- Ved at være en del af FINOSE får vi mulighed for at imødegå fælles udfordringer med vores nordiske kolleger. Sammen kan vi højne kvaliteten og vidensniveauet i vores vurderinger af nye lægemidler, samtidig med at vi kan spare ressourcer både i de enkelte landes HTA-organisationer og i virksomhederne. På sigt kan samarbejdet forhåbentlig også betyde, at behandlingerne kommer hurtigere ud til patienterne i de fire lande, fordi vi kan samle nogle af vurderingerne et sted, siger han.

Hvis behandlingen opfylder en række kriterier, kan virksomheden vælge at få deres lægemiddel vurderet af FINOSE. Prisforhandlingerne sker dog fortsat i de enkelte lande.

Læs mere om den nye samarbejdsaftale her: FINOSE collaboration prolonged and strengthened by entry of the Danish Medicines Council

Læs mere om FINOSE her.

 

På billedet: Agneta Karlsson, Director General of TLV, Steen Werner Hansen, Director of DMC and Audun Hågå, Director General of NoMA. Foto: tlv.se