Gå til hovedindholdet

Godkendt den 24. juni 2026

Medicinrådets anbefaling vedr. tafasitamab (Minjuvi) i kombination med lenalidomid og rituximab til R/R follikulært lymfom efter mindst én tidligere systemisk behandling, version 1.0

Medicinrådet anbefaler ikke tafasitamab i kombination med lenalidomid og rituximab til behandling af voksne med recidiverende eller refraktært follikulært lymfom, grad 1-3a, efter mindst én tidligere systemisk behandlingslinje.

Medicinrådets begrundelse
Medicinrådet lægger vægt på, at tillæg af tafasitamab kan forsinke sygdomsforværring, men at det eksisterende datagrundlag ikke dokumenterer, om tafasitamab kan forlænge overlevelsen, sammenlignet med lenalidomid og rituximab alene. Tillæg af tafasitamab er væsentligt dyrere end den eksisterende behandling. Medicinrådet vurderer på den baggrund, at omkostningerne ikke er acceptable i forhold til behandlingens effekt. Derfor anbefaler Medicinrådet ikke tillæg af tafasitamab til lenalidomid og rituximab som mulig standardbehandling.

Om follikulært lymfom
Follikulært lymfom er en kræftsygdom, som typisk rammer personer i 65-årsalderen. Sygdommen er langsomt voksende og giver symptomer som hævede lymfeknuder og træthed og kan med tiden medføre tendens til flere infektioner, som kan påvirke livskvaliteten. Med den eksisterende behandling er omkring 80 % af patienterne i live efter 10 år.

Fordele ved tafasitamab
Kliniske studier viser, at tillægsbehandling med tafasitamab kan forsinke sygdomsforværring. Det er endnu ikke dokumenteret, om overlevelsen kan forlænges, da patienterne ikke er fulgt længe nok til at påvise en eventuel forskel. I en sundhedsøkonomisk analyse estimerer Medicinrådet, at behandlingen kan give en sundhedsgevinst på 0,2 kvalitetsjusterede leveår og forlænge patienternes levetid med 0,2 år. Estimaterne bygger på en forventning om, at forsinket sygdomsforværring kan forlænge overlevelsen.

Ulemper ved tafasitamab
Tillæg af tafasitamab er forbundet med mange ekstra hospitalsbesøg, hvor behandlingen gives, i forhold til lenalidomid og rituximab alene. Derudover kan der være en lille øget forekomst af bivirkninger, bl.a. infektioner, diarré og træthed. 

Omkostninger
Behandling med tafasitamab som tillæg til lenalidomid og rituximab medfører udgifter til lægemidlet på ca. 920.000 kr. for et gennemsnitligt behandlingsforløb på 9 måneder. Sammenlignet med den eksisterende behandling medfører tafasitamab i tillæg til lenalidomid og rituximab meromkostninger på ca. 685.000 kr. pr. patient. Omkostningerne er baseret på offentlige listepriser. Der er forhandlet en rabat, som efter virksomhedens ønske er fortrolig. Der er også rabat på den eksisterende behandling, og de reelle meromkostninger er lavere.

Usikkerheder
Der er usikkerhed om, hvor meget patienternes liv kan forlænges med tillæg af tafasitamab. Det skyldes, at patienterne i studiet kun er fulgt i kort tid i forhold til deres prognose.

Sagsbehandlingstid og proces

Aktivitet
Sagsbehandlingstiden og processen for Medicinrådets vurdering
13. januar - 24. juni 2026. 

Processen var en 18-ugers proces. Medicinrådet har brugt 21 uger og 4 dage (109 arbejdsdage)  på arbejdet med vurderingen af tafasitamab (Minjuvi) i kombination med lenalidomid og rituximab (R²) til behandling af recidiverende eller refraktær follikulært lymfom

Beslutning om anbefaling

Aktivitet
Medicinrådet har truffet beslutning om anbefaling
24. juni 2026. 

Forhandling

Aktivitet
Sekretariatet har modtaget information om priser fra Amgros
28. maj 2026. 

Vurderingsrapport

Aktivitet
Fagudvalget og sekretariatet har udarbejdet en vurderingsrapport, som er sendt til ansøger og Amgros
12. maj 2026. 

På baggrund af vurderingsrapporten forhandler Amgros med ansøger om lægemidlets pris.

Ansøgning

Aktivitet
Medicinrådet har modtaget ansøgningen fra virksomheden
13. januar 2026. 

Medicinrådet foretager en teknisk validering af ansøgningen for at sikre, at alle formkrav er opfyldt.

Medicinrådet opstarter vurderingen og sagsbehandlingstiden påbegyndes
13. januar 2026. 

Den tekniske validering er foretaget. Sekretariatet og fagudvalget vurderer dokumentationen i ansøgningen og udarbejder en vurderingsrapport.

Anmodning om vurdering

Aktivitet
Medicinrådet har fastsat følgende ansøgningstidspunkt
13. januar 2026. 

Medicinrådet afventer en ansøgning fra virksomheden.

Medicinrådet har modtaget en anmodning om vurdering
01. juli 2025. 

Med udgangspunkt i ansøgers ønske og tilgængelige fagudvalgsmøder fastsætter sekretariatet et aftalt ansøgningstidspunkt.