Gå til hovedindholdet

Godkendt den 27. maj 2026

Medicinrådets anbefaling vedr. clesrovimab (Enflonsia) som forebyggende behandling af RSV-infektion hos spædbørn, version 1.0

Medicinrådet anbefaler clesrovimab som forebyggende behandling af respiratorisk syncytialvirus (RSV) til spædbørn født til termin i RSV-sæsonen, i deres første RSV-sæson, hvis moren ikke er vaccineret under graviditeten, med henblik på at beskytte barnet mod RSV fra fødslen.

Medicinrådet anbefaler også clesrovimab som forebyggende behandling af RSV til for tidligt fødte (præmature) spædbørn og spædbørn i særlig risiko for et alvorlig forløb i deres første RSV-sæson.


Medicinrådets begrundelse
Spædbørn født til termin er beskyttet mod RS-virus gennem det vaccinationsprogram, Sundhedsstyrelsen anbefaler til gravide med termin op til og i sæsonen for RS-virus. I de tilfælde, hvor spædbørn ikke er beskyttet, fordi deres mor ikke har fået vaccinen, anbefaler Medicinrådet clesrovimab som supplement til vaccinationsprogrammet til spædbørn født i RSV-sæsonen. For denne gruppe vurderer Medicinrådet, at omkostningerne er acceptable i forhold til behandlingens effekt, mens omkostninger er for høje for spædbørn, der fødes udenfor sæsonen, fordi risikoen for et alvorligt forløb også er lavere. Medicinrådet anbefaler clesrovimab til for tidligt fødte spædbørn og spædbørn i særlig risiko for et alvorligt RSV-forløb. Spædbørn, som fødes i graviditetsuge 35 eller tidligere, kan ikke være beskyttet af RSV-vaccinen, da de fødes, før de opnår effekt af vaccinen. Medicinrådet vurderer, at clesrovimab kan betragtes som ligestillet med nirsevimab. Medicinrådet anbefaler regionerne at bruge det billigste lægemiddel.

Om RS-virus hos spædbørn
RS-virus er en luftvejsinfektion, som florerer i vinterhalvåret. De fleste får milde symptomer, men nogle spædbørn bliver alvorligt syge med vejrtrækningsproblemer og har behov for indlæggelse. Siden oktober 2025 har gravide i Danmark kunnet få en RSV-vaccine, som beskytter barnet fra fødslen, hvilket har reduceret antallet af indlæggelser markant. Risikoen for indlæggelse er størst for de yngste spædbørn, præmature spædbørn og børn med underliggende sygdom.

Fordele ved clesrovimab
Clesrovimab er et antistof, som gives én gang og beskytter barnet mod RSV-infektion i ca. 5 måneder. Behandling med clesrovimab er kun relevant, hvis den gravide kvinde ikke har fået RSV-vaccinen rettidigt inden fødsel. Kliniske studier viser, at behandlingen kan mindske risikoen for, at spædbørn med RSV-infektion skal til læge eller indlægges med ca. 87 % sammenlignet med ingen forebyggende behandling. Dette svarer til effekten af antistoffet nirsevimab.

Ulemper ved clesrovimab
Clesrovimab kan give bivirkninger, men de fleste er milde og forbigående, fx rødme eller hævelse ved injektionsstedet.

Omkostninger
En injektion af clesrovimab koster ca. 6.000 kr. Der er forhandlet en rabat, som efter virksomhedens ønske er fortrolig, og de reelle omkostninger er lavere. Til sammenligning er den offentlige pris for vaccinen ca. 1.250 kr. pr. injektion. Der er ligeledes en rabataftale på vaccinen. Medicinrådet har i en sundhedsøkonomisk analyse estimeret, at det vil koste mellem 205.000-320.000 kr. (offentlige listepriser) at undgå én indlæggelse ved behandling med clesrovimab blandt spædbørn født til termin i RSV-sæsonen. Behandling af spædbørn født til termin udenfor sæsonen er forbundet med markant højere omkostninger.

Usikkerheder
Der er usikkerhed om, hvor mange børn der vil få behandlingen og fordelingen af RSV-smitte hen over RSV-sæsonen.

Sagsbehandlingstid og proces

Aktivitet
Sagsbehandlingstiden og processen for Medicinrådets vurdering
27. maj 2026. 

Processen var en 18-ugers proces. Medicinrådet har brugt 18 uger (90 arbejdsdage) på arbejdet med vurderingen af clesrovimab til RS-virus hos nyfødte og spædbørn. 

Der har været clock-stop i sagen fra den 21. november 2025 til den 24. februar 2026, da markedsføringstilladelsen for clesrovimab blev udskudt.

Beslutning om anbefaling

Aktivitet
Medicinrådet har truffet beslutning om anbefaling
27. maj 2026. 

Forhandling

Aktivitet
Sekretariatet har modtaget information om priser fra Amgros
27. april 2026. 

Vurderingsrapport

Aktivitet
Fagudvalget og sekretariatet har udarbejdet en vurderingsrapport, som er sendt til ansøger og Amgros
14. april 2026. 

På baggrund af vurderingsrapporten forhandler Amgros med ansøger om lægemidlets pris.

Ansøgning

Aktivitet
Medicinrådet har modtaget ansøgningen fra virksomheden
09. oktober 2025. 

Medicinrådet foretager en teknisk validering af ansøgningen for at sikre, at alle formkrav er opfyldt.

Medicinrådet opstarter vurderingen, og sagsbehandlingstiden påbegyndes
09. oktober 2025. 

Den tekniske validering er foretaget. Sekretariatet og fagudvalget vurderer dokumentationen i ansøgningen og udarbejder en vurderingsrapport.

Der var clock-stop i sagen fra den 21. november 2025 til den 24. februar 2026 da tidspunktet for markedsføringstilladelse af clesrovimab blev udskudt. 

Anmodning om vurdering

Aktivitet
Medicinrådet har fastsat følgende ansøgningstidspunkt
09. oktober 2025. 

Medicinrådet afventer en ansøgning fra virksomheden.

Medicinrådet har modtaget en anmodning om vurdering
27. marts 2025. 

Med udgangspunkt i ansøgers ønske og tilgængelige fagudvalgsmøder fastsætter sekretariatet et aftalt ansøgningstidspunkt.