Gå til hovedindholdet

Acalabrutinib i komb. med bendamistin + rituximab (Calquence)

Ikke anbefalet

Medicinrådet har udarbejdet en behandlingsalgoritme for mantle celle lymfom baseret på Medicinrådets anbefalinger fra rådsmødet den 21. januar 2026: Oversigt over behandlingsalgoritme til mantle celle lymfom

Godkendt den 21. januar 2026

Acalabrutinib (Calquence) i tillæg til bendamustin og rituximab til patienter med mantle celle lymfom, som ikke er egnede til autolog stamcelletransplantation, version 1.0

Medicinrådet anbefaler ikke acalabrutinib i kombination med bendamustin og rituximab til behandling af voksne patienter med tidligere ubehandlet mantle celle lymfom, som ikke er egnede til autolog stamcelletransplantation.

Medicinrådets begrundelse
Medicinrådet lægger vægt på, at der ikke er påvist en overlevelsesgevinst ved at tillægge acalabrutinib til nuværende førstelinjebehandling med bendamustin og rituximab. Da acalabrutinib er en tillægsbehandling til eksisterende behandling, er det forbundet med flere bivirkninger. Tillæg af acalabrutinib er samtidig væsentligt dyrere end den eksisterende behandling, og Medicinrådet vurderer, at omkostningerne ikke er rimelige i forhold til behandlingens effekt. Derfor anbefaler Medicinrådet ikke acalabrutinib i tillæg til bendamustin og rituximab som mulig førstelinjebehandling, til patienter som ikke er egnet til autolog stamcelletransplantation.

Om mantle celle lymfom
Mantle celle lymfom er en livsforkortende kræftsygdom, som typisk rammer voksne over 60 år. Sygdommen kan give træthed, vægttab, nattesved, hævede lymfeknuder, feber og andre symptomer afhængigt af, hvor kræften vokser i kroppen og påvirker dermed livskvaliteten betydeligt. Patienter med mantle celle lymfom lever typisk 5-6 år med sygdommen.

Fordele ved acalabrutinib
Kliniske studier viser, at acalabrutinib i tillæg til bendamustin og rituximab kan forsinke sygdomsforværring. Der er på nuværende tidspunkt ikke påvist en forbedret overlevelse. Estimaterne for sundhedsgevinst (målt i QALY) og levetidsgevinst fra den sundhedsøkonomiske analyse er meget usikre.
Ulemper ved Acalabrutinib Acalabrutinib gives som tillæg til eksisterende behandling og er derfor forbundet med flere bivirkninger, hvoraf nogle kan være alvorlige.

Omkostninger
Behandlingen med acalabrutinib i kombination med bendamustin og rituximab medfører udgifter til lægemidlet på ca. 2.320.000 kr. for et gennemsnitligt behandlingsforløb på 3,9 år. Sammenlignet med den eksisterende behandling medfører acalabrutinib i kombination med bendamustin og rituximab meromkostninger på ca. 1.550.000 kr. pr. patient. Omkostningerne er baseret på offentlige listepriser. Der er forhandlet en rabat, som efter virksomhedens ønske er fortrolig, og de reelle omkostninger er derfor lavere.

Usikkerheder
Der er på nuværende tidspunkt ikke påvist nogen overlevelsesgevinst ved tillæg af acalabrutinib til bendamustin og rituximab.

Sagsbehandlingstid og proces

Aktivitet
Sagsbehandlingstiden og processen for Medicinrådets vurdering
13. august 2025 - 21. januar 2026. 

Processen var en 18-ugers proces. Sagsbehandlingstiden var 22 uger og 1 dag (111 arbejdsdage).

Beslutning om anbefaling

Aktivitet
Medicinrådet har truffet beslutning om anbefaling
21. januar 2026. 

Forhandling

Aktivitet
Sekretariatet har modtaget information om priser fra Amgros
22. december 2025. 

Vurderingsrapport

Aktivitet
Fagudvalget og sekretariatet har udarbejdet en vurderingsrapport, som er sendt til ansøger og Amgros
08. december 2025. 

På baggrund af vurderingsrapporten forhandler Amgros med ansøger om lægemidlets pris.

Ansøgning

Aktivitet
Medicinrådet har modtaget ansøgningen fra virksomheden
13. august 2025. 

Medicinrådet foretager en teknisk validering af ansøgningen for at sikre, at alle formkrav er opfyldt.

Medicinrådet opstarter vurderingen og sagsbehandlingstiden påbegyndes
13. august 2025. 

Den tekniske validering er foretaget. Sekretariatet og fagudvalget vurderer dokumentationen i ansøgningen og udarbejder en vurderingsrapport.

Anmodning om vurdering

Aktivitet
Medicinrådet har fastsat følgende ansøgningstidspunkt
13. august 2025. 

Medicinrådet afventer en ansøgning fra virksomheden.

Medicinrådet har modtaget en anmodning om vurdering
04. februar 2025. 

Med udgangspunkt i ansøgers ønske og tilgængelige fagudvalgsmøder fastsætter sekretariatet et aftalt ansøgningstidspunkt.