Medicinrådet til Brystkræftforeningen: Lad os debattere prioritering – men på et faktuelt grundlag

Torsdag den 5. oktober bragte Altinget nedenstående debatindlæg af Jørgen Schøler Kristensen og Steen Werner Hansen, formænd for Medicinrådet.

Et prioriteringsorgan som Medicinrådet skal og vil blive udsat for kritik i et frit samfund som Danmark. Det er et tegn på, at vi har en offentlig debat, hvor forskellige stemmer og interessenter kan komme til orde og blive hørt.

Og emnet – prioritering inden for sundhed og behandling af vores syge – er vigtigt i et samfund, hvor vi i fællesskab betaler for de behandlinger, patienterne får på sygehusene.

I de seneste måneder har debatten især drejet sig om medicin til patienter med brystkræft

I medier, debatter, på sociale medier og i Folketinget bliver der sat spørgsmålstegn ved, om danske patienter får tilstrækkelig hurtig adgang til ny medicin og til alle nye effektive behandlinger. Om vi bruger penge nok på brystkræftpatienterne, og om deres behandling er lige så god som i andre lande.

Brystkræftforeningen har produceret et særskilt kampagnesite med navnet givostid.dk med ”testimonials” fra patienter med mulighed for at skrive direkte til politikerne.

I løbet af de sidste par uger har der været en række artikler om brystkræftbehandling – eller mangel på samme i Danmark – i Sundhedspolitisk Tidsskrift, og mandag 18. september bragte Altinget et debatindlæg skrevet af Brystkræftforeningens formand, Anja Skjoldborg Hansen.

781 eller 90 dages sagsbehandlingstid?
Vi anerkender formålet med kampagnen: At sikre flest mulige behandlinger til foreningens medlemmer.

Det er et sympatisk formål. Men kampagnen risikerer at skabe unødig utryghed blandt patienterne, hvis ikke debatten baseres på korrekte fakta.

Der florerer mange tal og påstande, som bliver brugt i fortællingen om, at Medicinrådet forsinker og forhindrer patienternes adgang til ny medicin.

Eksempelvis tallet 781. Det, skriver Brystkræftforeningens talsmand i Altinget, er den gennemsnitlige tid i dage, det har taget Medicinrådets tre seneste vurderinger af lægemidler mod brystkræft. Men den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i de tre sager er 90 dage, hvilket er under den maksimale sagsbehandlingstid, som politikerne har fastsat til 112 dage.

Sagsbehandlingstiden starter den dag, hvor Medicinrådet har valideret og vurderet, at den ansøgning, som en virksomhed har indsendt, indeholder de oplysninger, der skal til, for at Medicinrådet kan vurdere sagen. Og den slutter den dag, hvor Rådet træffer sin beslutning om en anbefaling eller en ikke-anbefaling.

Misvisende rangliste
Eller tallet 39. Det er ifølge Brystkræftforeningen den sørgelige plads, som Danmark indtager på OECD’s rangliste, når det kommer til, hvor mange penge vi som samfund bruger på lægemidler – faktisk er Danmark et af de OECD-lande, der bruger mindst på lægemidler målt i forhold til BNP, skriver foreningen i flere sammenhænge.

Men OECD medtager ikke sygehuslægemidler i sin opgørelse – altså blandt andet kræftlægemidler og de lægemidler, som Medicinrådet vurderer. ”Pharmaceuticals consumed in hospitals and other health care settings are excluded”, står der både over og under grafen på OECD’s hjemmeside.

Opgørelsen kan altså ikke bruges til at sige noget om, hvordan Danmark placerer sig i forhold til andre lande, når det kommer til penge brugt på kræftmedicin.

Eller syv måneder, som ifølge Brystkræftforeningens formand er den tid, Medicinrådet indtil videre har brugt på at vurdere lægemidlet Enhertu til brystkræfttypen HER2-low.

Det er den behandling, som foreningen på nuværende tidspunkt har stort fokus på at få anbefalet.

Medicinrådet modtog dog først den endelige ansøgning fra firmaerne (som indeholdt de oplysninger, som vi skal bruge for at vurdere sagen) for fem måneder siden.

Burde vurderingen så ikke være klar nu? Jo, men sagen er i ”kø”, fordi der er andre vurderinger i gang i samarbejde med fagudvalget for brystkræft, som er et af Medicinrådets travleste fagudvalg. Hvis vi rykkede denne sag frem, skulle andre brystkræftpatienter vente i stedet.

Dyr sygehusmedicin
Det leder os videre til det næste, nemlig substansen: Hvis man ser bort fra nogle forkerte tal, er det så korrekt, at det går den forkerte vej med behandlingen af brystkræft i Danmark, og at vi er blevet et behandlingsmæssigt uland? Og er det langt hen ad vejen Medicinrådets skyld, fordi vi primært kigger på pengene, som Brystkræftforeningen antyder?

Helt kort: Der er aldrig blevet brugt så mange penge på sygehusmedicin som i dag. I 2007 brugte vi 4,3 milliarder kroner på sygehuslægemidler, og i 2022 brugte vi 9,8 milliarder kroner.

I Medicinrådets levetid har vi vurderet 14 nye lægemidler til brystkræft. Syv af dem er blevet anbefalet som standardbehandling, ét er anbefalet til en del af patientgruppen. Seks er ikke blevet anbefalet.

Brystkræftforeningens talsmand skriver i sin kronik, at ”den altdominerende forklaring er, at behandlingerne koster samfundet for mange penge.”

Det er ikke korrekt. I de seks sager, hvor behandlingen ikke er anbefalet som standardbehandling af Medicinrådet, skyldes det oftest manglende eller dårligt dokumenteret effekt på patienternes overlevelse i forhold til den nuværende behandling. Nogle af de nye lægemidler har samtidig flere bivirkninger.

Kun i én af sagerne var den primære årsag til ikke-anbefalingen, at prisen var sat for højt – og lægemiddelvirksomheden blev opfordret til at vende tilbage med en mere rimelig pris, så behandlingen kan komme ud til patienterne, uden at det får for store omkostninger for patienter andre steder i sundhedsvæsnet.

Man kan i det hele taget undre sig over, at der er så lidt fokus på, hvor god og veldokumenteret effekten af de nye behandlinger er, og hvilke priser lægemiddelvirksomhederne forlanger af det offentlige sundhedssystem.

Medicinrådets opgave er at vurdere nye behandlingers effekt i forhold til den pris, virksomhederne forlanger, så ressourcerne i sundhedsvæsnet rækker længst muligt.

Lad os endelig debattere prioritering. Men hvis vi holder op med at stille kritiske spørgsmål til dokumentation, effekt og pris – og satser pengene på det forståelige håb, som patienter, pårørende og foreninger har til nye behandlinger – risikerer vi at indføre en række nye, dyre behandlinger med for lille effekt på det, som de fleste patienter håber på – nemlig længere overlevelse – på bekostning af vigtige ressourcer andre steder i vores fælles sundhedsvæsen.