Medicinrådet nedlægger ansøgningsproces for biosimilære lægemidler
Biosimilære lægemidler, der har samme indikation og administrationsvej, som et lægemiddel Medicinrådet i forvejen har anbefalet, kan nu tages i brug uden vurdering i Medicinrådet.
06. februar 2023
Det Europæiske Lægemiddelagentur EMA betragter nu godkendte biosimilære lægemidler som udskiftelige (interchangeable). Derfor besluttede Medicinrådet på rådsmødet den 25. januar 2023, at virksomheder ikke længere skal ansøge Medicinrådet om ibrugtagning af biosimilære lægemidler.
Hvis Medicinrådet har en behandlingsvejledning på området, vil det biosimilære lægemiddel automatisk indgå i det næste Amgros udbud og den efterfølgende lægemiddelrekommandation.