Tislelizumab (Tevimbra) + kemoterapi
Godkendt den 18. juni 2025
Medicinrådets anbefaling vedr. tislelizumab i kombination med platinbaseret kemoterapi som førstelinjebehandling af voksne patienter med inoperabelt, lokalt avanceret eller metastatisk planocellulær spiserørskræft - Patienter med PD-L1 TAP-score ≥ 5 %, version 1.0
Medicinrådet anbefaler tislelizumab i kombination med platinbaseret kemoterapi som førstelinjebehandling til PD-L1-positive patienter med inoperabelt, lokalt avanceret eller metastatisk planocellulær spiserørskræft. Anbefalingen gælder for patienter i performance status 0-1, og behandlingen bør ophøre efter maksimalt to år. Da behandlingen er lige så god som de eksisterende behandlinger (pembrolizumab eller nivolumab), anbefales regionerne at bruge den af behandlingerne, som har de laveste samlede omkostninger.
Om planocellulær spiserørskræft
Planocellulær spiserørskræft diagnosticeres typisk omkring 70-årsalderen, og patienterne har en kort forventet levetid på omkring 15 måneder med eksisterende behandling. Mange patienter oplever synkebesvær, vægttab og smerter, og livskvaliteten er ofte betydeligt nedsat.
Fordele ved tislelizumab
Effekten af tislelizumab i kombination med kemoterapi er på niveau med de nuværende behandlinger med pembrolizumab eller nivolumab, som også gives sammen med kemoterapi. Da behandlingerne har en sammenlignelig effekt på overlevelse, vurderes der ikke at være særlige fordele for patienterne.
Ulemper ved tislelizumab
Bivirkningerne ved tislelizumab i kombination med kemoterapi er på niveau med bivirkningerne ved nuværende behandling. Da bivirkningsprofilen er sammenlignelig, vurderes der ikke at være særlige ulemper for patienterne.
Omkostninger
Ét års behandling med tislelizumab koster ca. 670.000 kroner. Tallene er baseret på den officielle listepris. Der er forhandlet en rabat, som efter virksomhedens ønske er fortrolig, og de reelle omkostninger er derfor lavere.
Medicinrådet har ikke beregnet de samlede omkostninger for et helt behandlingsforløb, fordi prisen på tislelizumab er på niveau med de eksisterende behandlinger og effekten sammenlignelig.
Usikkerheder
Medicinrådet har ikke fundet væsentlige usikkerheder i beslutningsgrundlaget, som kunne have betydning for anbefalingen.
Medicinrådets samlede vurdering
Medicinrådet lægger vægt på, at tislelizumab i kombination med platinbaseret kemoterapi har sammenlignelig effekt og sikkerhed ift. eksisterende standardbehandling og er prissat på niveau med de eksisterende behandlinger. Derfor anbefaler Medicinrådet tislelizumab i kombination med platinbaseret kemoterapi som mulig standardbehandling til patientgruppen. Medicinrådet anbefaler regionerne at anvende den behandling, der samlet set har de laveste omkostninger.
Sagsbehandlingstid og proces
Processen er en 14-ugers proces. Medicinrådet har brugt 13 uger og 4 dage (69 arbejdsdage) på arbejdet med vurderingen af tislelizumab i kombination med platinbaseret kemoterapi som førstelinjebehandling af voksne patienter med inoperabelt, lokalt avanceret eller metastatisk planocellulær spiserørskræft - Patienter med PD-L1 TAP-score ≥ 5 %.
Beslutning om anbefaling
Forhandling
Vurderingsrapport
På baggrund af vurderingsrapporten forhandler Amgros med ansøger om lægemidlets pris.
Ansøgning
Fagudvalget og sekretariatet vurderer dokumentationen i ansøgningen og udarbejder en vurderingsrapport.
Medicinrådet foretager en teknisk validering af ansøgningen, for at sikre at alle formkrav er opfyldt.
Anmodning om vurdering
Medicinrådet afventer en ansøgning fra virksomheden.
Med udgangspunkt i ansøgers ønske og tilgængelige fagudvalgsmøder fastsætter sekretariatet et aftalt ansøgningstidspunkt.