Gå til hovedindholdet

Medicinrådet fastholder anbefalinger af migræne-lægemidler

Selvom udgifterne til migrænelægemidler kan blive højere end først antaget, anbefaler Medicinrådet fortsat lægemidlerne erenumab, fremanezumab og galcanezumab.

07. januar 2021

Medicinrådet har besluttet at fastholde sine anbefalinger af lægemidlerne erenumab, fremanezumab og galcanezumab. Det sker, selvom antallet af patienter, der behandles med lægemidlerne, kan være højere end først antaget, og de samlede udgifter for sundhedsvæsnet derfor også kan blive større.

Beslutningen blev truffet på et ekstra rådsmøde i går.

Anbefalingerne af de tre lægemidler gælder patienter med kronisk migræne, som har forsøgt lægemidler mod epilepsi og blodtrykssænkende medicin uden resultat. Erenumab, fremanezumab og galcanezumab bruges som forebyggende behandling.

Oprindeligt vurderede Medicinrådet, at cirka 350 patienter ville blive kandidater til behandlingen. Men tallet kan være omtrent ti gange højere. Dertil kommer, at antallet af nye patienter, der hvert år sættes i behandling, sandsynligvis bliver højere end det antal, der kommer til at ophøre med behandlingen. Alligevel fastholder Medicinrådet sine nuværende anbefalinger, fordi mange patienter med kronisk migræne ser ud til at have gavn af behandlingen.

- Det kan selvfølgelig blive dyrere for sundhedsvæsnet, end vi i første omgang regnede med. Men disse lægemidler ser ud til at hjælpe hårdtramte migrænepatienter til en bedre hverdag. Derfor har vi valgt at holde fast i anbefalingerne, siger formand for Medicinrådet Jørgen Schøler Kristensen.

Hovedpinecentrene har i dag kapacitet til at behandle omtrent 600 patienter.

Medicinrådet er i dialog med Amgros om, hvorvidt priserne på migrænelægemidlerne kan genforhandles, hvis antallet af patienter bliver højere end først antaget.

**

Fakta:

Hvad er kronisk migræne?

Kronisk migræne er defineret ved hovedpine mindst femten dage om måneden, hvoraf mindst 8 dage er med migræne, mens resten er med anden hovedpine, f.eks. spændingshovedpine.