Gå til hovedindholdet

Op mod 8.000 danskere med kronisk hepatitis C kan helbredes

Alle danskere med kronisk hepatitis C skal tilbydes behandling. Det kræver dog, at leverandørerne tilbyder behandlingen til en rimelig pris

28. juni 2018

Medicinrådets faglige vurdering er klar: Ingen patienter skal leve med kronisk hepatitis C, og det vil være sundhedsfagligt velbegrundet, at alle 8.000 patienter, der er kendt af sundhedsvæsenet, tilbydes behandling. I dag behandles de patienter, der er mest syge som følge af smitten.

- Behandling af alle patienter kræver, at leverandørerne tilbyder behandlingen til en rimelig pris, siger Steen Werner Hansen, der deler formandskabet for Medicinrådet med Jørgen Schøler Kristensen, og fortsætter:

- Det tror vi, de vil, for de seneste år er der kommet flere effektive lægemidler, og samtidig er prisen faldet markant. Vi mener derfor, at det er realistisk at undersøge, om alle patienter med kronisk hepatitis C kan tilbydes behandling, så Danmark kan opfylde WHO’s strategi om, at 80 procent af patienterne med kronisk hepatitis C er helbredt i 2030.

Lægemidlerne til behandling af kronisk hepatitis C er nu sendt i udbud, så leverandørerne kan afgive tilbud på behandling af de 8.000 patienter.

- På baggrund af tilbuddene tager vi på næste rådsmøde den 15. august 2018 stilling til, hvilke anbefalinger vi kan give regionerne, siger Steen Werner Hansen.

Hepatitis C skyldes infektion med hepatitis C-virus, som kan inficere cellerne i leveren og forårsage leverbetændelse (hepatitis). Hovedsmittekilden er inficeret blod, og den hyppigste smittevej er ved at dele sprøjte/kanyle i forbindelse med stofbrug, men virus kan også overføres seksuelt, ved urene medicinske procedurer eller fra mor til barn.

Find behandlingsvejledningen her: Behandlingsvejledninger