Tebentafusp (Kimmtrak)
Godkendt den 19. november 2025
Medicinrådets anbefaling vedr. tebentafusp til behandling af metastatisk uvealt melanom, version 2.0
Medicinrådet anbefaler ikke tebentafusp til behandling af voksne patienter med human-leukocyt-antigen-(HLA) A*02:01-positiv ikke-resektabel eller metastatisk uvealt melanom.
Om uvealt melanom (modermærkekræft i øjet)
Modermærkekræft i øjet er en sjælden sygdom, som kan sprede sig til andre organer – især leveren. Når sygdommen har spredt sig, er den vanskelig at behandle, og patienterne har en kort forventet levetid. Kun omkring 10 % lever efter fem år. Sygdommen kan give synsforstyrrelser og senere alvorlige symptomer, men den kan også være symptomfri i starten.
Fordele ved tebentafusp
Kliniske studier viser, at tebentafusp kan forlænge overlevelsen og give færre alvorlige bivirkninger og færre behandlingsstop end den eksisterende behandling.
Medicinrådet estimerer, at behandlingen kan give en sundhedsgevinst på op til 0,7-1,1 kvalitetsjusterede leveår (QALY) og forlænge levetiden med op til 0,8-1,3 år. Størrelsen på effekten er usikker, fordi behandlingen i det kliniske studie ikke svarer til dansk praksis. Det er derfor også sandsynligt, at effekten er mindre end estimaterne angiver.
Ulemper ved tebentafusp
Behandlingen kræver hyppigere fremmøder end den eksisterende behandling. Patienten skal indlægges i 16 timer ved administration af de første tre doser pga. risiko for en alvorlig bivirkning (cytokine release syndrome), som kræver tæt overvågning.
Omkostninger
Patienter forventes i gennemsnit at være i behandling med tebentafusp i knapt ét år. Det svarer til udgifter til lægemidlet på ca. 4 mio. kr. Da den eksisterende behandling også har udgifter, bliver de samlede meromkostninger til tebentafusp ca. 3,7 mio. kr. pr. patient.
Omkostningerne er baseret på offentlige listepriser. Der er forhandlet en rabat, som efter virksomhedens ønske er fortrolig, og de reelle omkostninger er derfor lavere.
Usikkerheder
Den behandling, som tebentafusp er sammenlignet med i det kliniske studie, er ikke så effektiv som den behandling, der anvendes i dansk praksis. Sammenligningen med den danske standardbehandling er derfor usikker, og overlevelsesgevinsten kan være overestimeret. Det medfører også usikkerhed, at patienterne i studierne har en bedre prognose end patienter i dansk klinisk praksis.
Samlet vurdering
Medicinrådet vurderer, at tebentafusp forlænger overlevelsen og giver færre bivirkninger end den eksisterende behandling. Men på grund af risikoen for, at effekten er overestimeret samt en fortsat høj pris, vurderer Medicinrådet, at meromkostningerne ikke er rimelige. Derfor anbefales tebentafusp ikke som mulig standardbehandling. Virksomheden opfordres til at sænke prisen markant, så usikkerheden vedrørende effekt i forhold til dansk klinisk praksis afspejles i omkostningsniveauet.
Sagsbehandlingstid
Processen er en 18-ugers proces. Medicinrådet har brugt 18 uger (90 arbejdsdage) på arbejdet med revurderingen af tebentafusp til behandling af metastatisk uvealt melanom.
Beslutning om anbefaling
Forhandling
Vurderingsrapport
På baggrund af vurderingsrapporten forhandler Amgros med ansøger om lægemidlets pris.
Ansøgning
Den tekniske validering er foretaget. Sekretariatet og fagudvalget vurderer dokumentationen i ansøgningen og udarbejder en vurderingsrapport.
Medicinrådet foretager en teknisk validering af ansøgningen for at sikre, at alle formkrav er opfyldt.
Anmodning om revurdering
Medicinrådet afventer ansøgning fra virksomheden.
Anmodning om revurdering - december 2024
Anmodning om revurdering - november 2023
Ansøger har indsendt en anmodning om revurdering på baggrund af ny pris og nye data. Forpersonerne har vurderet, at den nye pris og de nye data ikke vil ændre Medicinrådets konklusion vedr. tebentafusp. Derfor igangsættes der ikke en revurdering af anbefalingen.
Sagsbehandlingstid
Medicinrådet har brugt 41 uger og 1 dage (288 dage) på arbejdet med tebentafusp til uvealt metastatisk melanom.
Beslutning om anbefaling
Forhandling
Vurderingsrapport
På baggrund af vurderingsrapporten forhandler Amgros med ansøger om lægemidlets pris.
Ansøgning (dag 0)
Fagudvalget og sekretariatet vurderer dokumentationen i ansøgningen og udarbejder en vurderingsrapport.