Medicinrådet tager første skridt mod klimavenlig medicin
Medicinrådet drøfter, hvordan lægemidlers klima- og miljøaftryk kan inddrages i vurderingen af lægemidler.
16. december 2024
På rådsmødet den 27. november 2024 drøftede Medicinrådet, hvordan klima- og miljøhensyn kan indgå i Rådets vurderinger af lægemidler. Drøftelsen byggede på et notat udarbejdet af en arbejdsgruppe fra Medicinrådets sekretariat, der har undersøgt mulighederne for at inddrage lægemidlers klima- og miljøaftryk i Rådets beslutninger. Det sker i forlængelse af eksisterende initiativer fra Danske Regioner og Amgros, som allerede arbejder med at reducere klimabelastningen fra lægemidler.
Notatet beskriver en række tiltag, der kan medvirke til at fremme arbejdet med mere klima- og miljøvenlig medicin i Danmark. Et centralt punkt er, hvordan lægemidlers klima- og miljøaftryk kan indgå i Medicinrådets rapporter og vurderinger. Det diskuteres også, om klimahensyn kan tilføjes som en ekstra parameter i Rådets beslutninger. Det forudsætter dog valid og ensartet dokumentation for miljø- og klimaaftryk på tværs af alle lægemidler og klare krav til lægemidlers klima- og miljøaftryk, så virksomhederne kan levere relevante oplysninger som en del af deres ansøgninger til Medicinrådet.
Af notatet fremgår det, at der endnu ikke er vedtaget nationale eller internationale standarder for, hvordan man måler lægemidlers klima- og miljøaftryk, men at en ny EU-lovgivning forventes at stille krav til lægemidlers bæredygtighed.
På mødet gjorde Rådet det klart, at de gerne vil være med i det videre arbejde og løbende holdes opdateret om de tiltag, der bliver sat i gang. Det fremadrettede arbejde med at fremme brugen af mere klima- og miljøvenlig medicin i Danmark vil blandt andet ske i samarbejde med Danske Regioner, Amgros og Lægemiddelindustriforeningen.
Læs notatet "Bæredygtig medicin - Notat om Medicinrådets rolle i reduktionen af lægemidlers klima- og miljøaftryk".
Fakta: Medicinrådets tiltag for bæredygtig medicin
- Overvågning af udviklingen inden for lovgivning, internationale standarder og erfaringer fra andre organisationer som NICE.
- Deltagelse i nationale fora om bæredygtig medicin og løbende dialog med centrale aktører for at sikre sammenhæng med eksisterende indsatser.
- Samarbejde med Lægemiddelindustriforeningen (Lif) om afklaring af, hvilke bæredygtighedsoplysninger virksomheder kan indsende i ansøgninger.
- Overvejelse af, hvordan bæredygtighedsdata kan indgå i Medicinrådets rapporter og vurderinger af lægemidler.