Erfaringer med Medicinrådets habilitetspolitik indtil nu

31. august 2017

De første måneders erfaring med Medicinrådets habilitetspolitik har vist, at særligt deltagelse i advisory boards, men også deltagelse i virksomhedssponsorerede rejser efter indstilling til fagudvalget, har betydet, at indstillede kandidater er vurderet inhabile

Siden Medicinrådets habilitetspolitik blev vedtaget i marts 2017, er alle rådsmedlemmer, fagudvalgsformænd og -medlemmer samt ansatte i sekretariatet blevet vurderet efter de regler, der er beskrevet i habilitetspolitikken.

Frem til nu har Medicinrådet godkendt 18 nye fagudvalg. Generelt er der god fremdrift i udpegningerne, men i enkelte fagudvalg har det været vanskeligt at finde habile formænd og medlemmer, som kan leve op til Medicinrådets habilitetsregler.

Særligt to områder har haft betydning ved vurderingen af de indstillede kandidaters habilitet i forhold til at indgå i Medicinrådets arbejde:

Virksomheders advisory boards

En del indstillede kandidater til fagudvalg er blevet vurderet inhabile, fordi de deltager i eller inden for de sidste to år har deltaget i virksomheders advisory boards.

Medicinrådet finder, at der skal være gået mindst to år, efter et medlem har deltaget i en virksomheds advisory board, før der ikke længere kan rejses tvivl om en persons uvildige og upartiske indstilling til virksomheden eller til konkurrenter til virksomheden. Deltagelse i universiteters advisory boards og lignende vil ikke medføre inhabilitet

Virksomhedssponsorerede rejser

En del indstillede kandidater til fagudvalg er blevet vurderet inhabile, fordi de efter deres indstilling har deltaget i eller har planlagt at deltage i virksomhedssponsorerede rejser til eksempelvis kongresser i udlandet.

Som udgangspunkt medfører allerede afholdte virksomhedssponsorerede rejser ikke inhabilitet. Kun virksomhedssponsorerede rejser, som formanden eller medlemmet ønsker at gennemføre, mens de er en del af fagudvalget, har Medicinrådet vurderet som værende forhold, der gjorde kandidaten inhabil. Medicinrådet vil løbende have fokus på om linjen er lagt rigtigt.

Andre forhold

Udover de to nævnte situationer oplever Medicinrådet, at habilitetserklæringerne indeholder en bred vifte af forskellige oplysninger om aktiviteter. Alle aktiviteter vurderes individuelt. Oplysningerne kan handle om pårørendes ansættelser, aktieposter, aktiviteter som personal investigator eller bevillinger givet til den indstillede eller den indstilledes institution. Intet af dette medfører automatisk inhabilitet, men der kan foreligge særlige omstændigheder, som efter den konkrete vurdering udløser inhabilitet.
Konkret vejledning

Medicinrådet vil gerne hjælpe med at tydeliggøre og undgå misforståelser om Medicinrådets habilitetspolitik og hjælper derfor gerne med konkret vejledning, inden et nyt medlem indstilles. Det er dog ikke muligt at få en forhåndsgodkendelse, idet de konkrete afgørelser træffes af fagudvalgsformænd og Rådet.

Sådan vurderer Medicinrådet habilitet

Alle råds- og fagudvalgsmedlemmer udfylder en habilitetserklæring, inden de kan deltage i Medicinrådets arbejde. Medicinrådet vurderer deres habilitet på baggrund af erklæringen, og ofte indhenter sekretariatet supplerende oplysninger til vurderingen.

Alle oplysninger i erklæringerne vurderes i første omgang af sekretariatet og derefter af hhv. Rådet, Rådets formænd eller af formanden for fagudvalget.

Der er ingen automatik i afgørelserne, men forvaltningsretlige principper, som eksempelvis lighedsprincippet, overvejes altid i forbindelse med vurderingerne samtidig med habilitetspolitikken.

Læs mere: Habilitet i Medicinrådet